Kurser og undervisning

Jeg tilbyder weekend- og aftenkurser på mit værksted. Jeg underviser på små hold med maks. 5 deltagere i smykkedesign/grundlæggende guldsmedeteknikker samt mere specialiserede kursusforløb som sandstøbning og emaljering (se kursusbeskrivelser nedenfor).

Er du interesseret i at få informationer om, hvornår der udbydes et nyt kursus, er du velkommen til at sende en mail til mig og blive skrevet op på min venteliste: mail@sophierose.dk

Derudover underviser jeg børn og unge i Smykkedesign på Talentakademiet i Holstebro og på Kulturskolen i Viborg.

Kursus i Smykkedesign

På dette kursus vil du lære grundlæggende guldsmedeteknikker, få en materialeforståelse samt et indblik i forskellige designprocesser. Ud fra dine egne ideer, behov og/eller ydre inspiration kommer du til at designe og fremstille dine egne smykker. Vi arbejder primært i sølv og kobber og kommer omkring teknikker som lodning, smedning, overfladebehandling og dekorering, herunder oxidering, patinering og emaljering. Men du har også mulighed for at udforske lidt mere eksperimenterende materialer og dermed teknikker, fx papir, stof, garn, læder, træ, plastic, cykelslanger… og hvad ellers du kan komme i tanke om! Her er plads til både den absolutte begynder og den øvede, både til dem der gerne vil lave et minimalistisk par øreringe og dem der vil arbejde med smykker som kunstnerisk udtryksform. Med udgangspunkt i dine erfaringer og ønsker tilrettelægger jeg undervisningen i faste opgaver, øvelser og projekter og understøtter dig i at komme fra en idé til et færdigt produkt.

Kursus i Sandstøbning

På dette kursus har vi fokus på at designe og støbe smykker eller objekter. Sandstøbning egner sig særligt til smykker, der er skulpturelle og med volumen. Udgangspunkt for dette kursus er arbejdet med modeller, enten i voks, polymer ler eller ved at bruge eksisterende genstande. Du vil lære at bearbejde overfladen både før og efter støbningen, hvorved du kan give smykket spændende og effektfulde overflader, som passer til den form og stil, du vil udtrykke med dit smykke.